Nyttig info

Ifølge Bedre Psykiatris vidensbank er over en halv million danskere psykisk sårbare. Hver tredje dansker er pårørende til en psykisk sårbar. Når pårørende inddrages i den syges forløb er der langt større chance for bedring eller at den syge bliver helt rask. Denne inddragelse kræver netop, at den pårørende vejledes og får hjælp. Og inddragelsen kan i øvrigt spare Danmark for mange skattekroner. Læs selv mere her: Bedre Psykiatris vidensbank

 

“Pårørende” hedder nu “Tæt På”

Teater HVIDE RUMs teaterforestilling om det at være pårørende til en psykisk sårbar, der før havde arbejdstitlen “Pårørende”, har nu fået sin endelige titel: “Tæt På”.

Vi er gået i gang med ansøgningsrunden til diverse fonde og efter nytår vil skuespillerne og instruktøren gå på gulvet og arbejde med to specifikke historier – interviews af pårørende – som vil være udgangspunkt for selve forestillingen. Vi skal arbejde med improvisation og karakterer og en masse andre spændende ting. Vi glæder os til at komme på gulvet langt om længe!🙂

 

 

Sommer og gode nyheder!

Kære alle,

det er ved at være længe siden, der er blevet opdateret noget her fra, men nu er der godt nyt.

Udtalelser og anbefalinger vedr. projektet kan læses her på siden: https://teaterhviderum.wordpress.com/udtalelser-og-anbefalinger/

Desuden har vi fået producent Thomas Johan M. R. Bæhring med på teaterforestillingsprojektet samt scenebygger Kasper Hust og lyddesigner Mads Stagis, hvilket er fantastisk.

Sidst, men ikke mindst har Randers Egnsteater sagt ja til, at vi kan spille hos dem på vores turné i foråret 2016, når vi kan realisere projektet økonomisk. Det er skønt!

Håber I alle nyder solen!

Kærligst Lene

Godt nytår!

NU er det vist ved at være på tide at komme med en opdatering herfra🙂 Projektet har ligget stille hen i et stykke tid, men nu har vi taget fat på det igen, og er i fuld sving med at finde måder at realisere forestillingen på. Vi krydser fingre for, at 2014 er året, hvor Pårørende finder sine endelige muligheder for at blive til en forestilling, der kan røre, bevæge og involvere sit publikum. Hertil har jeg startet et samarbejde med en sceneproducent, med masser af god erfaring, der rådgiver og hjælper os, og jeg er fuld af forhåbninger. Godt nytår til alle! Håber I er kommet flot ind i det.

Nyheder om Teater B 612

Kære alle,

nu er sommerferien slut, og der er sket en del ting for det lille teater og vores Pårørende projekt. Vi søger fortsat støtte og midler til at realisere projektet, så vi, med vores stykke, kan komme ud og fortælle om, hvordan det er at være pårørende til en psykisk sårbar, og hvilke udfordringer, men også glæder, der kan være ved det. Det er en lang og sej proces at søge midler, så der er økonomi til at få forestillingen op at køre, men det er det værd at kæmpe for, fordi budskabet er så vigtigt.

Teater B 612 har fået nyt navn: teater HVIDE RUM. Desuden arbejder teater HVIDE RUM med to andre teaterprojekter, udover Pårørende projektet, og disse er for børn. Alt dette vil vi fortælle om på den nye hjemmeside, som teatret arbejder på at få lavet i øjeblikket. Vi glæder os meget til at præsentere den for jer, når den kommer her i løbet af sensommeren.

Nyd fortsat solen og hinanden🙂

Kh Lene

Bøger og info om at være pårørende

Her forleden prøvede jeg at google bøger, der omhandler det at være pårørende til psykisk syge, og jeg var overrasket over, hvor få jeg kunne finde frem til. Jeg endte med at købe bogen “Pårørende” af Jes Gerlach fra Psykiatrifonden og er nu spændt på at læse den.

Har du erfaringer med gode bøger om det at være pårørende eller i det hele taget information om det at være pårørende fra andre medier, så skriv meget gerne et indlæg om det til bloggen her🙂 På forhånd tusind tak.

Har du forslag til nogle interessante links vedr. det at være pårørende?

Efter at have talt med en masse søde og åbne pårørende, jeg har fået kontakt til igennem Bedre Psykiatri, fik jeg et link af en af dem, som jeg gerne vil dele, da jeg synes, der står nogle gode ting her på Psyknet – bl.a. om at være pårørende, men også om forskellige psykiske lidelser. Hvis nogle af jer har lign. links eller andet, I har lyst til at dele her på bloggen, og som har relevans for Pårørende forestillingen, så send mig meget gerne en mail – lenestorgaard78@gmail.com
Glæder mig til at høre fra jer.

Har du lyst til at fortælle din historie om at være pårørende til en psykisk sårbar?

Der bliver arbejdet løs på Teater B 612s forestilling om at være pårørende til en psykisk sårbar, og det er en super spændende proces. I øjeblikket er vi i færd med at søge midler til at realisere forestillingen med, og i mellemtiden arbejdes der på manuskriptet, som bygges over interviews med de pårørende og deres egne historier. SIND Ungdom og Bedre Psykiatri, som er forestillingens samarbejdspartnere, har hjulpet os rigtig meget med at finde pårørende, der har lyst til at dele deres historie.

Der har vist sig at være mange, der har noget på hjerte, og det er vi rigtig glade for. Desuden siger det en del om, hvor mange pårørende, der har brug for at blive hørt. Desværre har vi ikke plads til alle historierne i vores stykke. Derfor fik vi den idé, at det kunne være fantastisk, hvis man som pårørende havde lyst til at skrive til os om ens oplevelser ved at være pårørende, og så vil vi poste historierne anonymt her på bloggen. Det kan være en enkelt oplevelse eller flere, det kan være en god eller dårlig oplevelse, udfordringer, sorger og glæder – det kan være hvad som helst, man har på hjerte i forhold til at være pårørende. Historien kan være kort eller lang – det er helt op til én selv.

Hvis nogen af jer har lyst til anonymt at dele jeres historie her på bloggen, så skriv meget gerne til lenestorgaard78@gmail.com, og så lægger jeg den ud på bloggen her. Jeg skriver naturligvis en bekræftende email tilbage om, at man er sikret anonymitet. På forhånd siger vi her fra projekt Pårørende tusind tak for bidragene.